En spiseforstyrrelse er ofte en måde at håndtere traumer eller komplekse problematikker på. Mange med spiseproblematikker falder tilbage i de samme mønstre, selv efter længerevarende behandling i sundhedssystemet. Dette skyldes blandt andet, at behandlingssystemet endnu ikke har fundet effektive metoder til at hjælpe med at bryde de usunde copingstrategier. Ofte mangler der en vilje til at tænke uden for boksen og inddrage psykoterapeutiske tilgange, der fokuserer på traumer.
I psykiatrien er der typisk en stærk fokusering på mad, sundhed og basal overlevelse. Dette overser dog, at mange af disse mennesker kæmper med komplekse problematikker og dybe traumer.
Som psykoterapeut og traumeterapeut ved man, at spiseforstyrrelser ofte er en del af overlevelsesmekanismerne hos mennesker, der har oplevet traumer. Det er derfor essentielt at møde mennesker med spiseproblematikker som personer, der bærer på traumer. Mange af dem har en umoden opfattelse af sig selv og et stort behov for validering fra andre for at føle, at de har værdi. Dette skyldes, at de ofte er fastlåst i et indre barn, der aldrig har lært at regulere svære følelser. De fungerer primært gennem ydre tilbagemeldinger som en overlevelsesstrategi. Deres selvværd er så lavt, at ros og opmærksomhed udefra er nødvendigt for at opretholde følelsen af at være værdifuld.
Det handler ikke om at være tynd eller tyk, men snarere om at passe ind og undgå at falde ved siden af. At blive marginaliseret kan udløse en så voldsom skam, at det føles som en trussel mod selve livet.
Når disse mennesker behandles i sundhedssystemet, adskilles de forskellige typer spiseforstyrrelser ofte, og behandlingen fokuserer på konkrete adfærdsmønstre som at spise, undlade at kaste op eller undgå overspisning. Dette er imidlertid ikke den rette tilgang, da spiseforstyrrelser i bund og grund er en overlevelsesmekanisme, en følelsesmæssig umodenhed og et udtryk for fastlåsthed i det sårede indre barn.
Som psykoterapeut har jeg mødt mange klienter med spiseproblematikker, når de søger hjælp til at arbejde med traumer. Det interessante er, at mange af disse tilfælde ikke bliver registreret i statistikkerne som spiseforstyrrelser. Min erfaring viser, at når klienten gennem terapi begynder at bearbejde sine traumer, kommer spiseproblematikkerne frem i lyset. Samtidig med traumearbejdet bliver de bedre forstået – og i sidste ende løst.
Psykoterapi arbejder holistisk og ser mennesket som en helhed – ligesom kroppen, hvor en lunge ikke kan fungere uden et pumpende hjerte, eller leveren uden samarbejde med nyrerne. Traumer fungerer på samme måde: De danner et komplekst net af sammenhænge og snørklede stier, som klienten må begive sig ud på for at finde mening og heling. Dette kræver en dygtig psykoterapeut som guide og støtte.
Spiseforstyrrelser kan ikke behandles isoleret. Mennesker har brug for at modne følelsesmæssigt og forstå deres usunde strategier for at kunne ændre deres vaner. De skal udvikle en evne til at tage ansvar for deres handlinger og lære at passe på sig selv på en sund og livskraftig måde. Denne tilgang, som fokuserer på personlig vækst og selvforståelse, mangler desværre ofte i behandlingssystemet.
